Viden, udvikling og samvær
4700 NæstvedVælg område
Vis underviser

Underviser

Athina Delskov er uddannet psykolog og HD i organisation. Hun har tillige en række terapeutuddannelser.Athina siger selv: Jeg har mange års erfaring i IT-branchen med systemudvikling og metodeudvikling, i en HR funktion med ansættelse og personaleudvikling samtsom partner i konsulentvirksomhed med sigte på organisationsudvikling. Så skiftede jeg område. Siden 2002 har jeg arbejdet med at hjælpe mennesker med spiseforstyrrelse eller selvskade, og i perioden 2005-10 fik vi midler til metodeudvikling fra socialministeriet. Jeg opdagede under den proces, at vore klienter stort set alle var meget sensitive: Børn, unge og voksne. Vi var nødt til sammen at udforske sensitiviteten for at kunne skabe et godt liv med sensitiviteten og uden spiseforstyrrelse eller selvskade. Dette arbejde resulterede i bogen: Spisning og sensitivitet - hjælp til børn og unge. I 2009 tænkte jeg, at indsigten omkring sensitivitet havde betydning for en meget større kreds af mennesker. Jeg begyndte derfor at holde foredrag og grupper om forskellige sider af det sensitive. I 2011 var jeg med til at reorganisere HSP foreningen. Foreningen er medlemsbåret og har som sit formål at oplyse om det sensitive personlighedstræk og forbedre mulighederne for sensitive gennem påvirkning af beslutningstagere på alle niveauer i samfundet. Januar 2012 blev jeg formand, og det er jeg stadig. Se mere www.hsp-foreningen.dkI den senere tid har vi i foreningen fordybet os mere i forskningen, for at kunne formidle noget præcist. Der findes en meget aktiv lokalafdeling i Næstved. I 2013 holdt jeg ca. 50 foredrag og workshops, fordi jeg oplevede, hvor stor en forskel denne viden gjorde for mange mennesker. Det virkede hensigtsmæssigt at supplere formidlingen med bøger. I 2014 udkom Sensitive børn, i 2015 en stærkt forkortet udgave: Introduktion til sensitive børn, og den 10. oktober 2015 kommer Sensitive unge. Gennem mit arbejde i foreningen, foredrag, bøger og arbejdet med terapi og forældrerådgivning håber jeg at påvirke vores fælles fremtid til manges bedste. Se mere www.athinadelskov.dk

Læs mere

Athina Delskov
Ledige pladser

Sorg og tilgivelse - 2 foredrag over 2 dage

Ved spørgsmål ring til 20 40 42 10

Sorg - og hvordan du håndterer den hos dig selv og andre... Onsdag d. 27. september 2017

Vi kommer alle ud for sorg gennem et langt liv, men vi er ikke alle fortrolige med at være i dybe, svære følelser. Der er en vis frygt i vores samfund for stærke følelser og særligt, når de gør ondt. Det bliver ikke let, men det kan blive lettere, når vi har en forståelse af sorgens natur og typiske forløb. Når vi er forberedt.

Foredraget går i dybden med de naturlige processer i et sorgforløb. Selv om årsagen kan være forskellig, er sorgens forløb forbavsende ens. Vi ser på udfordringerne i de forskellige faser og på, hvordan vi kan forstå dem, og hvad vi kan gøre - og helst ikke skal gøre. Hvordan vi kan modvirke, at sorgen bliver kronisk.

På baggrund af en generel forståelse fordyber vi os i, hvordan mennesket i sorg kan gøre det bedste for sig selv under forløbet og komme mest muligt hel, og måske endda styrket ud på den anden side.

Vi går også i dybden med, hvad vi kan gøre for andre mennesker i sorg. Vi belyser, hvad der hjælper. Vi går også ind i de overvejelser og dilemmaer, der kan blive aktuelle: Hvordan ved vi, hvad der er bedst at gøre, og hvordan kan vi passe på os selv, når vi støtter andre i deres proces, uden at vi får dårlig samvittighed, fordi vi ikke giver nok.

Der vil være plads til spørgsmål og dialog.


Hvordan kan du tilgive – og komme videre? - Torsdag d. 28. september 2017

Når vi har været udsat for noget, vi selv oplever som et stort svigt, kan det give følelser som vrede, had, afmagt, bitterhed mm. Disse følelser bliver aktiveret, når vi er sammen med den pågældende – eller bare når vi tænker på det, der er sket. Følelseskomplekset ligger dybt i os og låser til stadighed noget af vores energi.

Det kan også være sig selv, man har negative følelser overfor. Måske oplever man at have gjort noget virkelig forkert. Noget man ikke kan være bekendt. Noget man gerne ville gøre om, men det kan man ikke: At være en ussel far, en virkelig dårlig veninde – eller man kan skamme sig over, hvordan man misbrugte nogle fine muligheder.

Når vi tilgiver, slipper den låste energi, og vi får igen flow indeni. Det sætter os selv fri – og sommetider sætter det også den anden part fri, det sker dog ikke altid.

Man kan fint tilgive en anden for sin egen skyld. Det er dog ikke nok at sige, at man tilgiver. Der skal ske en (erkendelses)proces, for at vi virkelig giver slip. Foredraget kommer grundigt ind på de psykologiske aspekter i forbindelse med tilgivelse, og vi berører de mere spirituelle. Vi vil gennem beskrivelser og eksempler vise forskellige veje til tilgivelse. Som deltager kan du blive støttet i at tilgive dig selv og tilgive andre – eller evt. i at hjælpe andre til at kunne tilgive gennem en større forståelse af tilgivelsesprocessen. Du kan også bare blive lidt klogere på emnet.

Der vil være tid til spørgsmål og dialog.

Mere om dette kursus

Priser og tilmelding


Kursusinformation

Start: 27-09-2017, kl. 13:00

Ugedag Onsdag, Torsdag
Holdnr172-910
Adresse AOF HUSET
Riddergade 16
4700 Næstved
LokaleFælleslokalet, 1. sa
Holdtimer5
Antal mødegange2
AfdelingAOF Næstved og Susålandet

Kursusdage

27-09-2017 Onsdag 13:00  -  15:30
28-09-2017 Torsdag 13:00  -  15:30

Faktaoplysning

Betalingsbetingelser


Tilføj til min kalender

Her har du mulighed for at føje dette arrangement til din kalender, f.eks. for at reservere datoen, også selv om du ikke har tilmeldt dig: Tryk på "tilføj til min kalender" Tryk på "åben knap" Lykkes det ikke, så tryk "gem" i stedet for "åbn" og importer fra din kalender.