Viden, udvikling og samvær
4700 NæstvedVælg område
Vis underviser
Tommy P. Christensen
Ledige pladser

Historien gentager sig selv! - eller gør den? 12 X

Ved spørgsmål ring til 20 40 42 10

Historien gentager sig selv! - eller gør den?

Onsdag d. 20. september 2017
Wienerkongressen
- fyrstestater på vej mod nationalstater
I kølvandet på den danske statsbankerot blev kongressen i Wien 1814-15 og Napoleons 100 dage begivenheder der også splittede dobbeltmonarkiet Danmark-Norge og skabte en nyordning af Europa. Englænderne kunne i Middelhavet beholde Malta opnå højhedsretten over De ioniske Øer, og fra Danmark overtage Helgoland.
Rusland fik stadfæstet herredømmet over Finland og erhvervede det såkaldte "Kongrespolen". Det tyske Rige afløstes af Det tyske Forbund og man dannede De forenede Nederlande ved at sammenslutte Holland, Belgien og Luxembourg.
Allerede i 1817 opnåede Serbien dog selvstyre under Det osmanniske Rige og snart ulmer det blandt de utilfredse grækere. Vi hører om "nation-building" og de krige og revolutioner, der snart skulle hærge Europa.

Onsdag d. 4. oktober 2017
Italiens samling
- vejen fra 1848 og Garibaldi til Mussolini
Den italienske halvø havde siden højmiddelalderen været splittet i bystater og fyrstedømmer og siden renæssancen været offer for rivalisering mellem de europæiske stormagter. Frankrig, Spanien og siden Østrig tilkæmpede sig på skift fede bidder af romernes og kristenhedens gamle rige.
I revolutionsåret 1848 søgte Det sardiske kongedømme en militær offensiv mod Østrig i 1848, men det afgørende slag for den italienske samling kom først i 1860, da republikaneren Giuseppe Garibaldi stillede sig i spidsen for et ekspeditionskorps, der marcherer mod Napoli, og d. 18. februar 1861 kunne det første italienske parlament samles i Torino, og proklamere Victor Emanuel II, kongen af Piemonte, Savoyen og Sardinien som konge af Italien. Det skulle blive virkeliggørelsen af "Det 3. Italien" - arvingen efter det romerske og det kristne Italien, temaet i Verdis opera "Nebukadnesar" (: Nabucco), hvor fangekoret synger om drømmen om at genfinde det tabte fædreland.
Det unge Italien havde dog flere modstandere, og den farligste var paven, statslederen i Kirkestaten (fra 1929 Vatikanstaten). Et samlet Italien var en bombe under pavens verdslige magt. Den katolske kirke søgte således at skabe splittelse i forhold til en italiensk samling, og først efter fascisterne magtovertagelse i begyndelsen af 1920'erne fik diktatoren Benito Mussolini med Lateranforliget 1929 sikret den endnu bestående magtdeling mellem pavedømmet og det fascistiske Italien.

Onsdag d. 18. oktober 2017
Krigen om Krim - dengang og nu
De fleste danskerne har hørt om Slaget ved Dybbøl under den 2. slesvigske krig - og 1864. Derimod kender stort set ingen til kampene om Krim ti år tidligere. Der blev kæmpet ved Sortehavsbyen Sinope 1853, floden Alma ved Sevastopol 1854, Slaget ved havnebyen Balaclava 1854, belejringen af Sevastopol 1854-55 - og kulminationen på Krim-krigen, Slaget ved Malakoff i september 1855.
Denne gang vil vi se nærmere på Krims historie, krigene og den russisk annektering af Krim-halvøen, der atter må kalde på vores opmærksomhed. Kan det være et forspil til en annektering af områder i Baltikum?

Onsdag d. 15. november 2017
Jøderne i Palæstina
- og Jerusalems befrielse i december 1917
Efter 400 års tyrkisk styre kunne engelske styrker i ugerne op til julen 1917 indtage Jerusalem. Siden det jødiske oprør år 67-73, der sluttede med romernes belejring af Masada, har området været kilde til jævnligt tilbage-vendende kampe og krige, ofte med religiøse begrundelser.
Englændernes militære offensiv, der baserede sig på den såkaldte Sykes-Picot-aftale af 8. maj 1916, inddrog Palæstina i det komplicerede stormagts-spil ved fredsforhandlingerne i 1919. Først ved San Remo-konferencen i 1920 kunne man blive enige om, at Palæstina skulle være et britisk mandat under Folkeforbundet.
Desværre havde den britiske udenrigsminister Balfour allerede i 1917 på vegne af den britiske regering givet engelsk støtte til skabelsen af "et nationalt hjem for det jødiske folk" i Palæstina. Briterne foreslog araberne at deltage i administrationen af mandatet, men det blev i begyndelsen afvist, fordi det blev betragtet som en indirekte anerkendelse af, at Folkenes Forbund havde legitim ret til at bestemme områdets politiske fremtid. Som bekendt blev staten Israel først oprettet i 1947, men vi ser nærmere på tiden 1917-1947 og afsluttende ser vi også nærmere på tiden frem til den skæbne-svangre seksdages-krig i 1967.

Onsdag d. 29. november 2017
Estlands rolle i den 2. verdenskrig
Landene rundt om Østersøen fik med skabelsen af Sovjet-rusland og det senere Sovjetunionen i større eller mindre grad den russiske bjørns ånde i nakken. Hvordan tacklede esterne deres omskiftelige skæbne, da både Stalins og Hitlers tropper tromlede det lille land ved Østersøens bred?
Vi følger det lille baltiske lands historie gennem et lille århundrede med store omvæltninger. Senest har Nato-styrker begyndt at patruljere langs grænsen til Rusland. Er vi i stedet ved at skabe en ny trussel mod de baltiske småstater ved "Fredens Hav"?

Onsdag d. 13.december 2017
Titos Jugoslavien
- og vejen til landets opløsning
Vi følger Jugoslavien gennem den 2. verdenskrig og hører om forholdet til Stalins Sovjetunion. Hvordan kunne Tito få lov til at udvikle sit Jugoslavien uden nævneværdig sovjetisk indblanding, og hvorfor gik det helt anderledes i Grækenland?
Hvad var årsagerne til det hele gik i opløsning efter Titos død, og hvordan har balkaniseringen påvirket området - og det europæiske fællesskab?
Vi ser nærmere på de nye stater: Slovenien, Kroatien, Serbien, Bosnien-Hercegovina, Kosovo, Montenegro og Makedonien - og hvordan de har forvaltet den nye selvstændighed.
Endelig kan man rejse det ubehagelige spørgsmål: Er Europa efterhånden godt i gang med en "balkanisering"?

2018

Onsdag d. 24. januar 2018
Partisaner ved Østersøen
- brikker til Litauens nyere historie
Da den polsk-litauiske stat ophørte endeligt i 1795 blev Litauen frem til 1918 et guvernement i Rusland. Revolutionen i Rusland 1905 medførte en kort-varig liberalisering af det politiske og kulturelle liv, og samme år formu-leredes kravet om et selvstyrende Litauen, men uden resultat.
I september 1917 blev kravet gentaget af en litauisk nationalkomité over for tyskerne, der i september 1915 i forbindelse med den 1. Verdenskrig havde besat det litauiske område. Nationalkomitéen vedtog en uafhængigheds-erklæring i februar 1918, men først med Tysklands nederlag i november blev uafhængigheden reel.
Vi retter blikket selvstændighedstidens ophør i 1940 og ser nærmere på baggrunden. Vi hører om Litauen, dels under den 2. verdenskrig, men også om den glemte krig mod den russiske besættelsesmagt, der fortsatte ind i 1950-erne. "Skovsbrødrenes" væbnede kamp mod russerne fik støtte fra Vesten, men "nationalist-banderne" blev til sidst nedkæmpet med subtile metoder. Alligevel har stort set ingen danskere hørt om de op mod 30.000 partisaner, der i Litauen kæmpede for landets frihed, indtil sovjetmagten med brutale midler og brug af NKVD/KGB efterhånden fik bugt med modstanden.

Onsdag d. 7. februar 2018
Allierede invasionsplaner mod Sovjetunionen?
Den 23. august 1939 havde Hitlertyskland undertegnet en ikke-angrebspagt med Sovjetunionen, hvilket satte Storbritannien og Frankrig i en svær situation, da Hitler kort efter beordrede sine tropper ind i Polen.
I begyndelsen kæmpede Finland for sin overlevelse mod de sovjetiske styrker og Polen var blevet besat. I dag véd vi, at Frankrig ved årsskiftet 1939/40 lagde planer for at komme Finland til undsætning, og herunder skulle det sovjetiske Murmansk invaderes af et fransk-engelsk ekspeditions-korps.
Få hele den utrolige historie, hvad der ændrede planerne, og hør hvordan udviklingen i de kommende måneder ganske kuldkastede de planer, der også skulle have bragt en invasion af de russiske oliefelter, der på dette tidspunkt leverede olie til tyskerne!

Onsdag d. 21. februar 2018
Østområderne
- en tumleplads for Hitler og Stalin?
Den berygtede, hemmelige tillægsprotokol til "Molotov-Ribbentrop-pagten", Stalin-Hitlers ikke-angrebspagt fra august 1939, sikrede ikke kun Stalins samtykke til den tyske invasion af Polen, men sikrede også Hitlers samtykke til Stalins indmarch i den resterende del af Polen og fra sommeren 1940 også de tre baltiske lande.
Hitlers angreb i sommeren 1941 på Sovjetunionen var udtænkt og planlagt som en race- og udryddelseskrig, hvilket hurtigt blev tydeligt i det tyske besættelsesregime i de besatte østområder. Millioner af sovjetiske krigs-fanger sultede ihjel, de besatte østområder blev systematisk udplyndret, ligesom der var en voksende deportation til Tyskland af blandt andet hviderussiske tvangsarbejdere. Ikke mindst tvangsdeportationerne forværrede forholdet mellem besættelsesmagten og hviderusserne, og understøttede den sovjetiske partisanbevægelse, som begyndte at tage form i 1942.
En systematisk udryddelse af jøder var en integreret del af bestræbelserne på at kolonisere øst-områderne, og vi forsøger at kaste lys over den danske deltagelse i grusomhederne i det østlige Hviderusland. Danske SS-frivillige var nemlig en del af det vagtmandskab, der bevogtede de jødiske tvangs-arbejdere!

Onsdag d. 7. marts 2018
Fra Lenin og Stalin til Putin - Ruslands historie fra zardømmets fald til nu
Det er tankevækkende, at alle toneangivende historikere i mere end et halvt århundrede var overbevist om den russiske revolution i 1917 for altid havde ændret den russiske historie. Da bolsjevikkerne greb magten, vandt borgerkrigen og udrensede sine politiske modstandere var vejen banet for et Sovjetrusland, der skulle påvirke verdenspolitikken som Sovjetunionen.
Vi fokuserer på nogle af de væsentlige brudflader i den russiske historie og på Sovjetunionens sidste år, der gjorde det muligt for Vladimir Putin (f. 1952) at tage magten. Kan den voldsomt voksende patriotisme, der indbefatter en ubetinget støtte til Putin betyde, at ikke kun Kaliningrad og Krim, men også Østukraine og Baltikum vil blive betragtet som ganske almindelige russiske regioner?

Onsdag d. 21. marts 2018
Grønland ? - dansk kolonihistorie frem til 1953
Grønland kaldes Verdens største ø, og blev ved landnam befolket af nord-boerne i 900-årene. Vi vil se nærmere på deres livsvilkår og mødet med skrællingerne og inuitkulturen.
Hvilke interesser havde den danske kongemagt i Grønland og de arktiske områder, og hvordan kunne man kristne indbyggerne? Kalmarunionen 1397, der sikrede en dansk overhøjhed, de følgende århundreder med handelsmonopolet - 1636, 1750 og 1774 - samt missionsvirksomheden (1721), fik gjort Grønland til en dansk koloni.
Vi hører om betydningen af Grønlands første industrivirksomhed (Henkog-nings Anstalten), det første skibsværft med motorværksted i Sisimiut, det grønlandske fiskeri og den grønlandske udvikling - eller mangel på samme - op til amerikanerne fik fodfæste på Grønland og Grundloven af 1953 ændrede den statsretlige stilling for den lokale befolkning.

Onsdag d. 4. april 2018
Grønland? - fra 1953 til selvstændighed
Med grundlovsændringen i -53 fik Grønland ændret sin forfatningsmæssige stilling, blev repræsenteret i det danske folketing (med to mandater) og blev den arealmæssige storebror i rigsfællesskabet.
Vi hører om afkoloniseringens forløb, Hans Hedtoft, H. C. Hansen, sagerne om Thule og udviklingen af Godthåb. Udbygningen af Nuuk var planlagt og gennemført af danske eksperter samt et betydeligt kontingent danske gæste-arbejdere, der voksede fra nogle få hundrede i 1945 til ca. 3.000 eller godt 10 % af befolkningen i slutningen af 1960'erne.
Jagten på uran til nukleare formål åbnede nye perspektiver for minedriften i Grønland, og for øens strategiske betydning. Såvel kortlægningen af geografien til lands og ved kysterne som kortlægningen af de værdifulde ressourcer hører med til beretningen om vejen fra hjemmestyre til selvstyre, ligesom vi ser på den aktuelle debat om korruption og lokalpolitik samt vore dages udfordringer og muligheder.


Mere om dette kursus

Priser og tilmelding


Kursusinformation

Start: 20-09-2017, kl. 18:30

Ugedag Onsdag
Holdnr172-920
Adresse Grønnegades Kaserne
Grønnegade 10
4700 Næstved
LokaleMusikstalden
Holdtimer36
Antal mødegange12
AfdelingAOF Næstved og Susålandet

Kursusdage

20-09-2017 Onsdag 18:30  -  21:00
04-10-2017 Onsdag 18:30  -  21:00
18-10-2017 Onsdag 18:30  -  21:00
15-11-2017 Onsdag 18:30  -  21:00
29-11-2017 Onsdag 18:30  -  21:00
13-12-2017 Onsdag 18:30  -  21:00
24-01-2018 Onsdag 18:30  -  21:00
07-02-2018 Onsdag 18:30  -  21:00
21-02-2018 Onsdag 18:30  -  21:00
07-03-2018 Onsdag 18:30  -  21:00
21-03-2018 Onsdag 18:30  -  21:00
04-04-2018 Onsdag 18:30  -  21:00

Faktaoplysning

Forudsætninger Prisen er inclusive kaffe/the og kage Der udleveres undervisningsmateriale undervejs.

Betalingsbetingelser


Tilføj til min kalender

Her har du mulighed for at føje dette arrangement til din kalender, f.eks. for at reservere datoen, også selv om du ikke har tilmeldt dig: Tryk på "tilføj til min kalender" Tryk på "åben knap" Lykkes det ikke, så tryk "gem" i stedet for "åbn" og importer fra din kalender.